Det er nok svært at beskrive dagen i dag med ord, men skal prøve. Vågnede som normalt klokken 06.30, og kom ned og fik hyggelig morgenmad med varm te sammen med JML. Vi snakkede lidt omkring at der var mange sibiriske jernspurve i omløb, og at han ved guds skyld ikke vil have en til, han vil langt hellere have en sortstrubet jernspurv. Hvilket jeg heller ikke vil klage over, hvis den pludselig hang der. Sune Jepsen kom ind på fuglestationen 10 minutter før vi ville åbne net, og fik startet dagen godt op. Han havde allerede trådt en enkeltbekkasin op, også er dagen ligesom igang. Vi fik åbnet S3, S8, SX, S1, HX, H7, H1 også insiterede Rune på at vi skulle åbne M1, selvom nettet stod et stykke væk. De første mange runder gav nogenlunde det samme som i går, men heldigvis med et mindre antal af musvitter. Gærdesmutter, rødhalse, solsorte, sangdrossler, munke, blåmejser, træløbere og de herlige dompaper kunne vi glæde os over på de første par runder. Det gik rimeligt stærkt, da vi var 4 mærkere og 1 til at notere. Derfor stod Sune, Michael og Mikkel stadigvæk ved H1 omkring klokken 09.31, og pillede de sidste par fugle ud, imens Rune og jeg gik mod det magiske M1. Da vi ankom til nettet så vi, at der sad et par enkelte fugle i nettet. Jeg valgte at gå på den højre side af nettet, og Rune gik venstre. Den allerførste fugl jeg kom til sad i nederste fag, så jeg satte mig per automatik på huk, for at tage, hvad jeg syntes lignede en jernspurv ud af nettet. Jeg undrede mig godt nok over ryggen så lidt gullig ud, men hva fanden tænkte jeg. Jeg nåede lige at vende den om på siden, før den gule øjenbrynstribe bare hamrede sig ind på nethinden af mig, også vidste jeg jo godt hvad klokken havde slået. Fik tilkaldt Rune, imens jeg begyndte at pille den ud, men måtte som X-mærker pænt træde et skridt til side, og overlade fuglen til ham. Så alt Imens han gik stolt op til de andre, med den glædelige nyhed, så fik den kære X-mærker, besked på at tage de resterede fugle ud, hvilket er pænt svært med rystende hænder, og tanken om at Danmarks 2. Sibiriske Jernspurv var i hænderne på Rune. En rødtoppet fuglekonge hang sjovt nok også i nettet, men blev overhovedet ikke skænket en tanke. JML var lidt gnaven, og ville bare gerne have alle nettene lukket ned, så vi kunne nyde fuglen. De blev lukket, og vi mødtes allesammen ved Møllebakken, hvor fuglen blev fotograferet og nydt. Sikke en forløsning, og hold da ferie hvor var den fed. En rigtig fed fugl, som man ikke lige glemmer foreløbigt. Den blev præcis klokken 10.00 sluppet i en have tæt på møllebakken, og røg ned mod SV lavt over muren. Fuglen blev meldt ud og telefonerne begyndte at gløde. Jeg tror stadigvæk, at det ikke helt er gået op for mig, hvad det er som er foregået. Dog gik der ikke mere end et par timer før opmærksomheden gik fra Christiansø til Fanø !! En hvidkindet værling 4. fund for Danmark blev fundet af Kim Fischer over på Fanø, og blev twichet resten af eftermiddagen.
Efter vi havde svævet på den lyserøde sky et stykke tid, valgte vi at åbne nogle net igen. Her var klokken kun 11.00. Mejserne blev ved med at dominere, så vi valgte at lukke allerede klokken 12.00 igen, og jeg ville på kratlusk. Gik direkte til det sted jernspurven var sluppet, men kunne ikke genfinde den. Gik derfor ned på havnen, for at vinke Hans Ole farvel, og derefter gå nord om rundt på øen. Sædgåsen har fået selskab af flere sædgæs, og ser ud til at trives rigtig fint på øen. Et par store tornskader kunne det blive til i dag, udover en gransanger rastende. Når det blæser så sindsygt meget, så gør det ikke kratluksning ligefrem nemmere. Skovsnepperne bliver skræmt op en gang imellem, men kunne altså ikke finde enkeltbekkasinen. Rørspurvene var der også i fine mængder i dag, og den dejlige dompap vrimler stadigvæk overalt. Det er simpelthen så skønt at have dem herover. Efter vi havde klaret indtastning, så åbnede vi nogle net igen omkring klokken 15, samme resultat og samme lukning efter en time. Endnu en tur rundt på øen, hvilket gav en bjerglærke, som jeg "glemte" at melde ud. Hvilket Rune ikke er særlig tilfreds med, da han mangler den som ø-art. Det er åbenbart et hit herover, så det var jo ikke særlig venlig gjort af mig. Måske en lille revanche fra jernspurven af? Han inviterede på kanelsnegle som fejring, og de blev nydt nede på gaden. Vi fejrede at Christiansø havde gjort det igen :) Nu er klokken 22.39, og jeg vil så småt gå smilende i seng. Om 8 timer ca. så sidder jeg her med JML igen og spiser morgenmad, og aner overhovedet ikke hvad morgendagens fugle vil bringe. Også bliver det jo spændende med båden, hvor mange twichere den indeholder :)
I får kun 1 billede, men det er så et billede, som beskriver hele dagen :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar