Dag 2 på Færøerne med Ragnar og René - Bryn, bryn og atter bryn
Med et lidt snusket vejr på radaren, valgte vi at tage ud for at luske i de nærtliggende landsbyer, for at støve bryn og eventuelt noget mere interessant op. Vores første stop på ruten, var en lille sidevej tæt på Vága lufthavn, med nogle interessante haver. Dette bragte os også dagens første Bryn, som vi fint kunne observere fouragere rundt i en have. Her så vi også et par Munke og de sædvandlige mange Engpibere og Stære, som får én lidt at løfte kikkerten lidt for mange gange. 1 Skærpiber, turens første Ringduer og Sjaggere og en Troldand, passerede os i løbet af den halve time vi brugte på lokaliteten.
Bagefter kørte vi til Sørvágur, som dagen før havde givet os turens første Bryn. Dog var der ikke det store at hente her, udover en flok på 10 Gråsiskner. På dette tidspunkt var vejret også taget til, og vi ville helst bare køre videre, for at finde lykken andetsteds.
Vi kørte til Midvargur, som er rigtig godt for småfugle i regnvejr, da fuglene søger ind i den plantage som byen har. Dette viste sig at give pote, da vi efter et par runder i plantagen havde støvet 8 Hvidbrynet løvsangere, en fåtallig Skovpiber, 15 Silkehaler, 7 Fuglekonger, 5 Gransangere og 4 Munke op. En daysaver må man sige! Stranden i Midvargur gav os også 4 Stenvendere og de sædvanlige mågearter. På en græsskråning hørte vi også en Skov-/Tajgapiber, men desværre lykkedes det os ikke at finde fuglen.
Sidste stop på dagen blev Sardavág som gav Havlit, Topskarv og 2 Storskarver, som er fåtallige på Færøerne! Her så vi også 20 Tejster, 1 Bryn og endnu en Sangdrossel, som fouragerede på stenene i en bæk. Meget spøjst at vi finder 2 Sangdrossler 2 dage i træk, da fuglen officielt kun er blevet set 15 gange før. Vi håber dog at vores hits bliver noget andet, end de mest almindelige fugle du kan se hjemme i Danmark.
Alt i alt en meget god dag, med flere Bryn en Gransangere, hvilket altid er en fed oplevelse.
- Philip
Hvidbrynet Løvsanger fra Midvargur @Philip Elbek |
Hvidbrynet Løvsanger fra Midvargur @Philip Elbek |
René er hoar! @Philip Elbek |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar